En verden uden for Europa

Det kan godt være at i allerede har bemærket det her, for dem jeg kender i virkeligheden kommer det sikkert ikke som nogen overraskelse, men jeg er måske lidt besat af sprog. Folk spørger mig ganske ofte, om jeg har tænkt mig at lære alle sprog, der findes på kloden. Men jeg har en mørk hemmelighed, og jeg er bange for at indrømme at de fleste sprog jeg kan noget om tales hovedsageligt i Europa. Jeg kan næsten ingenting om sprog, der ikke tilhører den indoeuropæiske sprogfamilie. Men jeg synes at det er på tide at jeg ændrede mig.

Jeg tror at for os, der snakker et europæisk sprog som modersmål, kan skriftsystmer være et stort problem. Det kan være rigtig skræmmende at lære sig et helt nyt skriftsystem, så det kan føles nemmere bare at lære europæiske sprog, der skrives (for det meste) med alfabet. De fleste sprog i den indoeuropæiske sprogfamilie (i det mindste dem, der snakkes i Europa) skrives med det latinske alfabet, men der findes også sprog, der skrives med det kyrilliske alfabet (russisk, serbisk, bulgarsk, osv.), græsk skrives stadig med det græske alfabet og armensk har det armenske skriftsystem. Alle sammen er alfabeter, og det er nemt nok for nye talere at lære. Men når man kigger lidt ud fra Europa, så finder vi en masse andre skriftsystemer, der kan være lidt vanskeligere for os.

Men jeg er ikke bange for en udfordring, så jeg har bestemt mig for, at jeg skal lære et sprog der bruger to forskellige skriftsystemer samtidigt. En veninde og jeg skal lære os selv japansk. Jeg ved godt at, hvis man skal vælge mellem alle de sprog, der snakkes uden for Europa, så er japansk måske ikke det nemmeste. Men jeg har altid godt villet kunde skrive alle de mærkelige tegn (og rent faktisk have en anelse om hvad de betyder).

Det japanske sprog har tre forskellige skriftsystemer, der bruges sammen for at skrive til og med de enkleste sætninger. Den første (og måske vigtigste) hedder kanji (漢字), der er symboler af kinesisk oprindelse og findes i tusindvis. De andre to hedder hiragana (平仮名) og katakana (片仮名), hvori hvert tegn står enten for en vokal eller en konsonant med indbygget vokal. Der findes kun 46 hiragana og 46 katakana, der stadig er i daglig brug, men andre lyde kan skabes med brug af diakritiske tegn, der hedder dakuten (゛) og handakuten (゜). For at vise dig hvad jeg mener, så kig lige på eksemplet nedenfor:

Der står ‘mit navn er Den Språkliga Skatan’. De lilla symboler er kanji, de røde er hiragana og de blå er katakana. Katakana bruges mest til at skrive låneord, og bruges her til at skrive det svenske navn på min blog. Hiragana bruges mest til grammatik – hvis et kanji bruges for selve verbet, lægges hiragana til for at vise hvordan det bøjes – men de bruges også til at beskrive hvordan kanji udtales.

Jeg har kun haft tre japansk timer, men det er så anderledes end alt hvad jeg har prøvet at lære mig selv før – det i sig selv er meget spændende, specielt for sådan en sprognørd som mig. Jeg kommer måske til at skrive et helt indlæg på japansk, men den dag ligger meget langt herfra. Jeg håber i vil følge med på eventyret. Som altid vil jeg takke jer, fordi i har læst med. Vi ses næste gang.

– J.